Anette Rask Petersen

Født: 20. oktober 1939
Død: 17. september 2009

Anette døde af kræft efter et længere forløb, hvor hun var rimelig frisk, men de sidste 2 uger gik det meget hurtigt.
Anette kom flittigt i centeret og deltog i praksis og studieforløb, og hvert år tog hun til sin lærer, Tenga Rinpoches forårskursus i Kathmandu.

Buddhistisk Bisættelse
Fredag, den 25. sept. Kl. 14 blev der holdt buddhistisk bisættelse for Anette i Søndre Kapel på Bispebjerg Kirkegård, som hun selv havde ønsket det. Da hun var enlig, var det hendes søster, Marianne, der også er buddhist, der arrangerede bisættelsen m.m., og den blev ledet af Lama Ani Ea og Lama Dorji. Marianne havde været glad for at benytte det lille hefte ”Buddhistisk bisættelse” som hun havde fået i centeret, og hun var glad for at så mange buddhister , der kendte Anette, var mødt op og deltaget i ceremonien. Flere familiemedlemmer udtrykte bagefter, at det var en fredfyldt og enkel bisættelse.

En Øpagme/Amitabha buddhafigur var anbragt på en katak på kisten over Anettes hoved. Ceremonien indledtes med en kort introduktion om, at det kun er kroppen der dør, og at vi ikke er adskilte, og derefter Dorje Sempa renselsespraksis med anvendelse af dorje og klokke. Dernæst Tilflugt og den korte Tjenrezig meditation, som var blevet trykt af Bispebjerg bedemandsforretning med danske undertekster, således at familien og venner kunne følge med i, hvad der sker. Under mantrarecitationen lød pludselig snorken, og jeg troede, at det var en ældre dame og at ceremonien måske var for lang, men det viste sig at være en ca. 5 årig pige, der slappede af ved den beroligende effekt. Der var lejlighed til at sige noget om Anette og dernæst stilhed og Dewatjen-bønnen og Øpagme-mantra, og Lama gik rundt om kisten og kastede velsignede ris på den.

Gennem mange år, har Ani Ea undersøgt og forespurgt Tenga Rinpoche og andre Rinpocheer vedrørende ritualet, og i vores vestlige sammenhænge er det endt med denne forholdsvis korte ceremoni på ca. en halv time af hensyn til familie og ikke-buddhister, i stedet for den lange traditionelle tibetanske ceremoni, som bliver reciteret, og man ikke kan deltage i. Denne længere ceremoni kan f.eks. udføres ved ligbrændingen. Det blev nævnt, at H.H. Karmapa, Tenga Rinpoche havde bedt for Anette, Khandro Rinpoche og hele hendes kloster havde bedt og lavet Dorje Sempa, samt at Lamaer og munke i Pullahari-klosteret i Kathmandu lavede bønner hver dag i 49 dage. I centeret bliver der bedt på 7. Og 21. dagen.

Bagefter blev vi inviteret med hjem til Marianne på Christianshavn til en dejlig anretning. Mariannes mand, Berthel indledte med nogle velvalgte ord om Anettes liv: Selvom det kun er kroppen der dør, så føler vi alligevel savnet ved at have mistet Anette og hendes gode humør, og hun havde for familien virket som en rollemodel med sin livsstil og store rejseaktivitet. De havde også rejst en del sammen, bl.a. for et par år siden i Laos og Cambodia m.m.

Anette havde arbejdet som sygeplejerske, og hendes store interesse udover buddhismen, var at studere og undersøge geologiske forekomster i hele verden. Hun rejste ofte syv gange om året og kendte de fleste geologiske museer i verden. Hvis hun havde været interesseret i det, kunne hun have taget en doktorgrad i emnet! Hendes store sirligt ordnede og registrerede samling af sten og fossiler vejede så meget i hendes lille lejlighed, at hun var bekymret for, om gulvet kunne holde. Store dele af de mange sjældne fund i samlingen skulle gå til Geologisk Selskab i København og i Jylland.

Det er en stor glæde for mig, at høre om vennernes særlige kvaliteter, og jeg er taknemmelig for at være med til at mindes Anette sammen med familien. Søsterbørnene skulle hver have en Buddha-figur og Anette havde også bestemt, at mange af hendes buddhistiske ting skulle doneres til centeret. Marianne tilbød mig en lille slidt bedekrans, som Anette havde fortalt, at hun havde fået af mig, da hun skulle lave glidefald, men hun blev glad, da jeg foreslog, at hun selv kunne beholde den.
Anette ønskede at blive begravet i ”De ukendtes grav” på Ordrup kirkegård, som hun holdt meget. Hun boede lige i nærheden og havde ofte færdes der.
Når vi ses til meditationsaftener og kurser, er det ikke så tit, at man fortæller om sig selv, så derfor var det berigende at samles bagefter og høre om samt opfriske gamle minder.

Med Anettes gode og spændende liv må vi håbe, at alle ønskebønnerne går i opfyldelse.

Ole Nordstrøm

Patrick Reilly

Jeg har gået og tænkt på, at Patrick skulle med på mindetavlen, og at jeg også ville have en af de Milarepasange med, som vi spillede sammen med Jim Scott og Jan Lillevang. Tidlig i morges kom Patrick i min drøm og sang, så nu ville jeg prøve det med sangen. Jeg har fundet sangen på computeren, men kan ikke overføre den.

Jeg har jo kendt Patrick i meget lang tid, og han var til stor inspiration for mange.
Patrick kom fra Irland, og han fortalte om sin opvækst, at han havde en streng far, der var politimand. Patrick var som barn stækt tilknyttet kirken og udførte ritualerne.

Her i Danmark var han ivrig praktiserende buddhist og blev elev af Khenpo Tsultrim Gyamtso Rinpoche. Deltog på mange kurser i oversættelse af tibetansk, og vi var nogle stykker der havde glæde af hans undervisning inden han blev syg med cancer.

Patrick arbejdede med afvænning af stofmisbrugere, et krævende og hårdt job, som han udførte i mange år.

Patrick var en meget dygtig guitarspiller, og naturligvis spillede han irske sange, men senere specialiserede han sig også i Milarepasange, og lavede også selv sange og melodier. Især husker jeg hans Bardosange. Han var så dygtig, så jeg nærmest betragter ham som professionel, selvom det ikke var musikken han levede af.

Sygdomsperioden var en meget hård tid, og naturligvis også for hans børn og kone, Nadine.
Men Patrick gik igennem sin sygdom med en stor praktiserendes erkendelse, og det er jo i de svære tider, at styrken skal vise sig.
Patrick valgte at lade sin aske sprede i havet, og familien lavede en fin ceremoni i den forbindelse.
Jeg mindes Patrick med stor glæde, og det kan jo også være, at andre vil give et par ord med på mindetavlen og måske tilføje et billede.

Ole Nordstrøm

Urnehallen på Bispebjerg kirkegård

Svend Aage Nordstrøm

Anna Dorthea Nordstrøm

Da jeg som formand for Center for tibetansk buddhisme søgte Kirkeministeriet om en buddhistisk begravelsesplads, fik jeg den besked, at det kun kunne lade sig gøre, hvis én i sit testamente påførte at ønske en buddhistisk begravelse. Jeg fik mine forældre til at lave et sådant testamente.

Mine forældre var meget interesseret i buddhismen og var til Sort kroneceremoni med H.H. den 16. Karmapa. De betragtede Kalu Rinpoche som en meget hellig mand og var meget glad for min lærer, Tenga Rinpoche.

Min far døde først. Jeg var ikke hjemme, da det skete, men han gik altid med en rød tråd fra Karmapa med en lille beholder med en sort moderpille fra Karmapa. Da han alene døde på hospitalet, havde han spist moderpillen og døde med et smil på munden. Det skete indenfor samme døgn, hvor den 17. Karmapa, Urgyen Trinle Dorje blev kronet i Tibet.

Der skulle alligevel gå to år, før urnehallen blev ledig, istandsat og indviet, tilfældigvis på samme dato som min far døde. H.E. Tai Situ Rinpoche indviede urnehallen, og lige da indvielsen var sluttet, styrtede regnen ned. Det regnes som et godt tegn.

Min mor var med ude og hilse på Tenga Rinpoche (billedet) da Rinpoche var ude at bede for de afdøde.

Jeg kan henvise til hjemmesiden: http://www.buddhistisk-bisaettelse.dk/

Ole Nordstrøm

Thea Sella Nordstrøm

Til minde om Thea
Af Ole Nordstrøm

Kirstens tale er også udtryk for Johan og mine tanker og udtalelser i forløbet, og som Thea skriver, har vi i vores sorg følt samhørighed og trøst ved familiens, venners, kollegers og buddhisters medfølelse, bønner og mange hilsener.
Vi har følt, at vi har et stort netværk.
Det havde Thea også, men hun kappede nettets tråde over, og hang som en edderkop frit i luften i sin ene tråd med forbindelse opad uden at få næring fra sit net.

Vores frustration har været, at vi ikke fik noget at vide og ikke fik lov til at hjælpe Thea i hendes mentale sygdom.

Som syvårig fik Thea buddhistisk tilflugt af meditationsmesteren, Kalu Rinpoche, og på sommerkurser kunne hun sætte sig i meditationsrummet i 3 timer og sige mantraer.
Hun havde utrolig mange kreative evner i teater, dans, forfatterskab og tegning og med sin store fantasi kunne hun underholde sine fætre og kusiner, og som pædagog tryllebandt hun børnene med sine fortællinger.

Jeg mindes episoden på Amager Lilleskole hvor hun som 10-årig optrådte for hele skolen og forældre, og alle svingede med. Hun fik også Johan med og elskede ham over alt. ”Det er min Lohan, som hun sagde som lille.
Hun fik også Johan med på en vrap til både lærere, kontorpersonale og rengøringsfolk, som hun lavede til dimensionen på pædagogseminariet, hvor de begge blev færdige samtidig.

Thea var en meget dygtig danser. Som barn gik hun til ballet, og senere til mere moderne dans. Hun stillede op til danmarksmesterskaberne i Hip Hop og blev nr. 2.

For at overkomme sin angst gik hun til Jiu Jitsu og nåede helt til tops med brunt bælte og kæmpede med herrene med sort bælte. Desværre var der en fyr, der ikke kunne tåle at tabe og sparkede hende i hovedet, og så holdt hun op.

Da hun i længere tid boede på en græsk ø sammen med sin veninde, fik hun en græsk ven. En gang slog han hende. Hun fortalte, at hun let kunne banke ham, men vendte ham i stedet ryggen, og han havde tabt!

Thea har altid været utrolig betænksom og generøs, og mange vil sikkert huske hende for det smittende humør.

I sit sidste afskedsbrev skriver hun til sidst:”Kære forældre! elsker jer højt! Hver gang I ser en stjerne, vil I så tænke på mig! Kan bare ikke fortsætte! Kærlige hilsener, lys og varme fra Thea. Netop denne stjerneklare nymåne-aften tog jeg min stjernekikkert ud ved mit sommerhus på Askø, og har aldrig før set Mars med bjergringe så tydeligt.

Theas tibetanske navn var: Karma Rinchen Gyatso, hvilket betyder ”Ocean af ædelstene”,
og jeg vil huske hende som den skønneste og strålende perle.

Tak til jer alle for det I har gjort for os og især for Thea.

Tsultrim Jungne

Dariusz Daniel Tutinas

Tsultrims bisættelse.
af Ole Nordstrøm

Tsultrim døde ved en drukneulykke mandag, den 27. august 2001, da stormen væltede hans surfbræt ud for Nivå.

Bispebjerg Krematorium var godt fyldt op, da vi mødtes for at tage afsked med Tsultrim, onsdag, den 5. september kl. 14 ved en buddhistisk bisættelse ledet af Lakha Rinpoche og Lama Ani Ea.

Lakha Rinpoche indledte med en tale for Tsultrim. Patrick Reilly akkompagnerede på guitar til to Milarepasange, Julian Pollock læste på engelsk en buddhistisk tekst, Anders Dupont, som havde koordineret ceremonien og hjulpet med praktiske ting, holdt en tale for Tsultrim og jeg kom med mit indslag.
Ceremonien afsluttedes med den korte Tjenresig pudja, hvor vi sagde mange mantraer, og til sidst kunne man gå op til den smukt dekorerede kiste og tage afsked. Jeg skriver disse ting, fordi vi søger at finde frem til en god form for ceremoni ved en buddhistisk bisættelse; som kan udformes ud fra forskellige ønsker og muligheder.

”Tsultrim Jungne,
Dariusz Daniel Tutinas.
Det er sørgeligt at sige farvel til en god Dharmabror.
Da jeg forrige tirsdag så, at Tsultrim ikke kom til Karma Pakshi meditationen, som han altid ledede, vidste jeg at der måtte være noget galt, for han ville altid have meldt afbud. Som foreningens formand var jeg i kontakt med politiet og selvom obduktion ikke kunne undgås, blev den udskudt til efter 3 dage, så det ikke var til skade.
Igennem mange år har Tsultrim også ledet Tjø pudja, hvor man forestiller sig at ofre det bedste man har, sin egen krop, og han har på et dybere plan forberedt sig på døden.
Umiddelbart ville man synes, at det var alt for tidligt. Han havde været munk nogle år og brugt al sin tid på dharmaen, Buddhas lære, og havde nu fået en videregående EDB uddannelse og var meget glad for sit undervisningsarbejde på seminariet og han udtrykte, at det arbejde ville han gerne have resten af sit liv. Men Tsultrims karma har været, at han skulle videre, og han har fået alle Rinpocheernes velsignelse og bønner for en god genfødsel.

For det tibetanske buddhistcenter, Karmapa Trust, varetog han arbejdet med at optage vores læreres foredrag og at distribuere bånd og videoer, og
han var altid stærkt engageret i debatten om centerets virke og var med i starten at oprette centerets hjemmeside.
Tsultrim gav afkald på familielivet i Polen og knyttede mange venskaber her i Danmark. Jeg har selv tilbragt mange meditationsaftener, nytår og fester sammen med Tsultrim og jeg mindes den gensidige glæde ved at lege med børnene.

Det er fint at Tsultrims mor har efterkommet ønsket om en buddhistisk begravelse. Hun har valgt at bringe noget af asken i en lille urne tilbage til Polen, som det er skik hos dem, samt at efterkomme Tsultrims ønske om at få urnen i urnehallen.
Vi er taknemmelige for, at hun skænker centeret Tsultrims buddhistiske ejendele, som han ønskede i det buddhistiske testamente, som man fandt blandt hans papirer.
Selvom det ikke er Karmapa Trusts ansvar at ordne alle de praktiske ting, er det meget flot at Danuta og Anders Dupont har påtaget sig at hjælpe, og Danuta har endda tilbudt at videreføre Tsultrims arbejde med at optage og varetage båndsamlingen. I centeret har vi lavet Tjenresig pudja og phowa, hvor vi tænkte på Tsultrim.
Da Kirsten og jeg lørdag ved 18 tiden kørte hjem fra en slægtsfest, så vi ved Amager strand en meget klar regnbue, og vi steg ud af bilen for at gå og nyde den. Helt umiddelbart og lidt i spøg sagde jeg til Kirsten: ”Nu er Tsultrim kommet i klar bevidsthed”. Da vi lidt efter kom hjem, lå der på telefonsvareren en hilsen fra Anders, hvor han sagde: ”Tenga Rinpoche har lavet Phowa for Tsultrim, og nu er der en flot regnbue på himlen”.
Tsultrim havde forbindelse til en del forskellige buddhistiske retninger, og det var en fin oplevelse den efterfølgende søndag at samles og bede sammen. Lakha Rinpoche følte det også stærkt og udtrykte ønske om, at de tibetanske retninger samledes på de store buddhistiske helligdage.

Tsultrim holdt meget af jazz, og derfor vil jeg på klarinetten spille Louis Armstrongs: What a Wonderful World,
og forbinde de lyse ting i tilværelsen med Tsultrim. (Sange uddelt)

Til slut vil jeg tage afsked med Tsultrim ved at spille på den tibetanske syngeskål og bede jer tænke på, at der strømmer lys ud til Tsultrim og hans familie.”

Efterfølgende vil Lama Ani Ea lave bardobønner i centeret på mandage og afslutte med en tsok-pudja, mandag, den 15. oktober kl. 19:00, hvor man bedes medbringe ofringer. Sådan anbefaledes det af H.H. Sabjung Rinpoche fra Bhutan, som Tsultrim havde som lærer. En del af bønnerne fremsiges på engelsk, hvilket alle kan være med til.
Da det er første gang, at en person har testamenteret sine buddhistiske ejendele til centeret, har vi haft en del overvejelser om hvordan vi skulle gøre.
Lakha Rinpoche gjorde opmærksom på, at vi først og fremmest skulle sørge for, at der blev betalt penge til de steder, hvor Rinpocheer og andre havde lavet særlige pudjaer, og i dette tilfælde er det virkelig mange steder, som Tsultrim har haft forbindelse med, og som bl.a. Ani Ea har formidlet. Danuta samler penge ind til donationer, og du kan medbringe dem på mandagene eller kontakte centeret.

Bånd- og videosamlingen kommer i første omgang til centeret, og bøgerne kan indgå i biblioteket. Munketøjet kan evt. gives til Sixten eller andre munke i Østen eller Polen. Billeder kan indgå i centerets samling. Thankaer, tekster og andre effekter kan evt. formidles til andre, som havde kontakt med Tsultrim,
og som kan have særlig glæde af tingene.

Jens Peter Jensen

Til minde.
Af Ole Nordstrøm

Fredag, den 9. august 2002 døde Jens Peter Jensen efter flere års uhelbredelig sygdom.
Jens Peter deltog i flere år aktivt i bestyrelsesarbejdet som næstformand, redaktør af Dharma sol og forlagsarbejdet, og han stod bl.a. for udgivelsen af Bokar Rinpoches bog: ”Den daglige praksis – buddhistisk grundbog” i 1997.

Jens Peter studerede tibetansk ved Københavns Universitet, og han havde en del længerevarende ophold i Indien og Nepal og fulgte sin lærer, Bokar Rinpoches kursus.

Det blev ved begravelsen fortalt, at forældrene havde overvejet at bringe ham nær deres hjem på Mors, da Jens Peter blev meget syg, men de lod ham blive i København, fordi han havde så mange venner her, der besøgte ham, og de udtrykte deres store tak for dette.

Efter Jens Peters bortgang, blev de Lamaer underrettet, som han havde haft forbindelse til, og der blev foretaget Phowa og sagt mange bønner, og det er det vigtigste set ud fra et buddhistisk synspunkt. Det er også vigtigt at familien kan tage en for dem indholdsrig afsked, og da Jens Peter ikke havde lavet noget testamente, blev det en helt igennem kristen begravelse, som familien ønskede det.
Vi har nu lavet et lille udvalg omkring ”Buddhistisk bisættelse” og testamente, og jeg håber at det store forarbejde, som jeg har arbejdet på i mange år, nu snart kan gøres færdig.

Efter at være kommet mig lidt efter indtrykkene af Jens Peters efterhånden udtærede krop, vil jeg nu huske ham for hans sprudlende aktivitet og udstråling, det kloge og skarpe sind og hans venlige og kærlige væsen.
Æret være hans minde!

Merete Skouenborg

Til minde om Merete Skouenborg
af Ole Nordstrøm

På min tilbagetur fra Askø ved Lolland fik jeg den indskydelse at besøge Merete, og jeg ringede i forvejen. Af hendes mand, Ulrik, fik jeg at vide, at hun næsten lige var blevet indlagt på Nakskov sygehus til undersøgelse, og jeg besøgte hende der. Hun blev glad for besøget, men var meget afkræftet, og hun blev glad for Dalai Lama pillerne og mit medicin-buddha billede, som jeg plejer at have med. På stuegangen mens jeg var der, havde de stadig ikke fundet ud af, hvad hun fejlede; men fire dage efter døde hun af kræft.

Merete havde lige fortalt om sine fremtidsplaner med studier, og vi var ved at færdiggøre en bog som Merete havde oversat fra engelsk: ”At vække den sovende buddha” af Tai Situ Rinpoche på vores eget forlag, Karmapa Tryk. Den havde trukket ud i fem år, fordi vi havde ventet på tilladelse fra forlaget Shambala, som ikke reagerede, men nu havde vi fået tilladelsen fra Situpa, som havde alle rettighederne til bogen. Foruden mange artikler og oversættelser til Dharma Sol, havde Merete tidligere oversat ”Relativ verden, absolut sind” og ”Bodhicitta” af Tai Situ Rinpoche samt ”Bardo og Befrielse” af Tenga Rinpoche og ”Lo Djung – Syv punkts sindstræning” af Chekawa.

Under Kadjy Ngag Tsø indvielserne på Lolland i midten af firserne snakkede vi sammen om vores fælles interesse, musik, og Merete underviste i sang og blokfløjtespil, ud over at hun havde sin psykologi uddannelse. Merete fortalte, at hun ikke kunne lide at stå frem og optræde eller være leder. Men hun havde mange evner. Hun var en god igangsætter og for eksempel støttede og samlede hun ind til et lille nonnekloster i Himalaya.

I flere perioder boede Merete hos os i centeret, fordi hun lavede mad under flere af Namse Rinpoches besøg, og vi havde mange fortrolige samtaler. Merete var således også den eneste tilstedeværende ud over den nærmeste familie, da vores søn , Johan blev buddhistisk viet af Namse Rinpoche. Hun og datteren, Pernille var også med til indvielsen af min tilbagetrækningshytte på Askø, sammen med naboerne og nogle få nære venner på Lolland. Hun blev meget inspireret af tanken og fik selv opført en lille tilbagetrækningshytte i deres have på Lolland. Selvom hendes mand, Ulrik som organist i en kirke er mere engageret i kristendommen er det fineste dog, at de kunne acceptere og støtte hinanden og give hinanden space.

I de sidste år fik Merete også opfyldt sine rejseønsker, og hun var med datteren Pernille på pilgrimstur i Østen og senere også i Tibet.

Efter familiens ønske blev Merete begravet på Lolland. I den buddhistiske urnehal på Bispebjerg kirkegård har begravelsesudvalget (lama Ani Ea, Brian Zinck og jeg) lige fået tilladelse til at opsætte en mindetavle i ædelt træ til små messigplader med navn og data, således at vi kan mindes Merete og andre buddhister, som ikke får asken derud.

Jeg sidder og færdiggør disse mindeord på 49. dagen for Meretes død.
Ani Ea sørgede straks for at kontakte H.H. Karmapa og de andre Rinpocheer, som Merete havde nær kontakt med, for at lave ønskebønner og Phowa, en gruppe buddhister tog med til begravelsen på Lolland, i centeret blev der lavet Øpagme tsok-puja med Kunu Rinpoche, og i dag vil der også blive bedt ønskebønner for Merete.
Heldigvis er der efterhånden i Vesten blevet mere ligestilling med mulighederne for at praktisere Dharma, så jeg vil ønske for Merete, at hendes gode karma må føre til et dharmasted.

Din alt for tidlige bortgang vil efterlade et stort savn hos både familie og venner samt alle de, der nød godt af din store virke.
Jeg vil huske dig Merete for din dybe indsigt og menneskeforståelse, de musiske kvaliteter, de mange oversættelser, din varetagelse af familien og dit åbne sind.
Må du hvile i den store frydstilstand uden tilknytning eller modvilje.

René Sundstrup

René Sundstrup

Nekrolog.
Født 18. Jan. 1960 kl. 14:38:32 i København

René besøgte mig de sidste ca. 7 år, når han kom til København på gennemrejse, da her var buddhistisk center, og allerede fra første gang havde vi et nært og fortroligt venskab.
Jeg satte bl.a. Renés horoskop og har senere korrigeret det. Både Sol, Merkur, Saturn og Mars i Stenbukkens tegn, med Saturn nøjagtigt på descendanten, hvilket peger hen mod forholdet til faderen og andre samt ægteskab. Da René døde, stod Saturn transit nøjagtigt over hans Måne i fødselshoroskopet.

René huggede tibetansk skrift i en stor sten for mig med indskriften: ”Karmapa Tjenno” og gav mig en sten med tibetansk ”Ah”. Han hjalp mig også med billigt indkøb af to meget flotte Buddha-statuer i granit til haven gennem hans ven Henrik, som støttede et børnehjem i Indien.
Medens jeg som sædvanlig lavede glidefald om morgenen, så jeg pludselig René for mig, og jeg fik en stærk følelse af, at jeg savnede ham. Jeg ringede til ham, og han fortalte, at han havde prøvet at få fat i mig, men jeg var i tilbagetrækning på Askø. Da han fortalte mig, at han ville til Katmandu og dø i nærheden af sin mester, Chokling Rinpoche, tilbød jeg, at han kunne sove i centeret på 2. Sal, og det var han meget taknemmelig for. Han boede der i fire dage, og vi var meget sammen, og han var en fremragende fortæller om sit liv og anskuelser.

Barndommen havde været meget hård og speciel. Han var født med fødderne krummet bagud, så han ikke kunne gå, og hænderne var også deforme. Han var ofte på sygehuset og blev jævnligt opereret uden bedøvelse. Bare han så et sygehus, vidste han, at det ville gøre ondt, og han havde kroniske smerter. Han fortalte, at hans sygdom var meget sjælden, og han var den eneste i verden, hvor man havde kunnet følge den gennem otte generationer, så han blev brugt som en slags forsøgsperson. Han var nok en stor belastning for forældrene, som tidligt blev skilt, og han så ikke meget til faderen. Da faderen var kunstmaler og ikke tjente nok penge ved det, overlevede de ved, at han var en slags kræmmer, og Rene lå ofte under bordet og lærte hurtigt at se, hvem det kunne betale sig at handle med. Moderen skubbede ham også fra sig og gav ham aldrig et knus, og da hun skulle tjene penge, opvoksede han nærmest hos mormoderen.
Skolegangen i Randers var heller ikke normal, og han blev drillet af de andre børn. Men da han ikke kunne udfolde sig fysisk, blev han en stor læsehest. Som større dreng i 12 års alderen fandt han ud af, at hash dæmpede hans smerter, og det var grunden til at han begyndte at ryge og senere også prøvede andre stoffer.

Ungdommen var også præget af hash-miljøet, og han spillede guitar og blev forsanger i et band samt tjente lidt ekstra ved at lave læderarbejde. Han blev gift med Inge og fik senere drengen Thor. Ti år senere blev de skilt. Han var meget skuffet over, at han ikke fik at vide fra hans stedmor, at hans far var død, så han kunne komme med til begravelsen, og han arvede ikke den mindste lille ting.

Buddhismen blev et vendepunkt i hans liv. Han mødte Ole Nydahl og fik tilflugt. Han havde store meditationsevner og lærte til andres forbavselse straks den lange Dorje Chang bøn udenad, og kort tid efter lærte han phowa-meditationen, hvor man sender bevidstheden op i dødsøjeblikket. På et tidspunkt mødte han sin rodlærer, Chokling Rinpoche. René gik sine egne veje, og han var meget ærlig og ikke bange for at sige sin mening. Han fortalte om en del af sine specielle meditationsoplevelser, hvilket man kun gør, hvis det kan gavne andre, det var ikke for at prale. Han fortalte hvordan tingene af sig selv opstod i sindet, og han vidste ting om Dharmaen, som ingen havde fortalt ham. Før han blev buddhist, fik han lavet tatoveringen på skulderen. Han vidste ikke hvad det betød den gang, men det var et tegn på den dybeste forståelse.

Vild yogi. Mange har sikket synes, at han var skør, når han pludselig råbte: ”phæ”, og nogle fik et chok. Det bruger man til at erkende sindets rene natur, og det var spontant kommet til ham. Han brugte megen tid til meditation i tilbagetrækning i Nepal og Indien. Det var en helt speciel oplevelse at meditere i Asura-hulen ved Kathmandu, hvor han fik særlige evner. Med sin dybe og kraftige stemme blev han tilbudt at være omse/forsanger i et kloster, hvilket han afslog, og man undredes også over, at han i èt åndedrag kunne sige syv lange Dorje Sempa mantra, hvilket jeg lærte fra ham. Vi spillede og også begge Di-dje-ri-du, de australske horn. Jeg havde tidligere foræret ham en lille Stupa (tegn på Buddhas sind), der var fyldt op af Tenga Rinpoche, samt en lårbens-trompet, og han bemærkede, at jeg gav ham mine bedste Dharmating. Til sidst fortalte han mig på en digital optager, at han var en inkarnation af Tsewang Norbu, en stor Nyingma yogi i Tibet i familie med den store Khyentse Rinpoche, og han fortalte om, hvordan en gammel lama havde studset over, hvor meget han lignede Tsewang Norbu. Denne havde fået sine elever til at love, at de ikke ville gøre forsøg på at finde hans næste inkarnation, og hvis de gjorde forsøg på det, ville de blive genfødt i de lave verdener. René henviste mig til bogen fortalt af Tulku Urgyen Rinpoche: ”Blazing Splendor”.

Afskeden. René havde i længere tid haft ondt i brystet, men lægen afviste ham bare, og senere viste sig en kæmpe tumor i lungerne og metastaser i knogler og andre organer. Lægen og vi andre var meget forbavset over, at han kunne tage det så roligt, og de sidste dage han besøgte mig, var meget sjove og opløftende, det var fantastisk at møde en praktiserende, der var så afklaret. Det var vigtigt for ham at sige ordentligt farvel til sin søn, Thor, som han hjalp meget, samt til sine få helt nære venner. Han ville så gerne have set filmen: ”Flammen og Citronen” idet han som barn gik meget op i modstandsbevægelsen, fordi noget nær familie havde været frihedskæmper. Filmen var for ny til at låne, så jeg købte den på DVD. Han var godt rustet med morfin fra lægen og sine få vigtigste ting, og havde i sindet taget dyb afsked og han nåede lige at være med til Bardo-indvielsen med Kuno Rinpoche. I lufthavnen virkede han glad, og det ”smittede”; men bagefter fik jeg dog en reaktion af at savne ham. Hver dag lige siden har jeg lavet og dedikeret for ham, Hvid Tara for langt liv og Gønkar for lyset i Bardoen. Turen til Kathmandu varede 35 timer, fordi selskabet havde udstedt en forkert billet.
I Kathmandu indlogerede han sig på et hotel nær Chokling Rinpoche, som også var til stede dagen før og lige efter hans død og lavede phowa. Han havde også mødt sin Tjø-mester derude, og han havde fået det meget bedre efter ritualerne og noget stærk medicin; men det kunne ikke overvinde døden, som skete den 21-11-08 kl. 17:15. På det tidspunkt gik transit Saturn over hans måne i fødselshoroskopet, så det har nok stået i ”stjernerne”. Jeg skal ikke udtale mig om han var en inkarnation af Tsewang Norbu og at han følte sig stærkt forbundet med Küntu Zangpo, urbuddhaen, jeg kan blot sige, at han som ven var en stor inspiration i mit liv. Jeg hørte hvordan han hjalp hundene i Indien og viste et lysende eksempel for sine gamle venner.

Afskedsceremoni. På 49. dagen efter Renés død, lavede vi en lille ceremoni med hans søn og tidligere kone og nogle nære venner, og fik på den måde taget en god afsked med René. En af vennerne havde været sammen med en clairvoyant, som sagde at René var til stede, og han var meget beæret over, at vi ville lave en ceremoni for ham, og under hele Tjenrezig-meditationen mærkede hans tidligere kone, at René kildede hende bag det ene øre, som han plejede. Hun og sønnen tager til Kathmandu den 14. jan. for at hente hans ting og opsøge hans mester , og de havde på fornemmelsen, at han ville vise dem nogle ting.
Må du hvile i stor ligevægt i Küntu Zangpos lys og sprede lys og velsignelse til os alle!

Ole Nordstrøm