Født i 1961 i vædderens tegn. Han var trist, og hjertet ville ikke mere.
Martin flyttede ind i centeret i Vesterbrogade 37, 1620 Kbh. V. ved centerets oprettelse i 1994.
På det tidspunkt var det Namse Rinpoche der jævnligt kom i centeret og også indviede det, og Martin fik tilflugt og et særlig nært forhold til Namse Rinpoche.
Jeg var formand for Karmapa Trust og havde megen kontakt med Martin især på områder for blad- og bogudgivelser, idet jeg var redaktør og Martin stod for layout og deltog i det redaktionelle arbejde for foreningsbladene Karmapa Nyt og Dharma Sol i perioden 1994-96. Han indførte bl.a. et nyt layout i A4 størrelse og kom med mange spændende opsætninger og billeder. Martin passede også Dharma-Shop i en periode.
Vi havde også meget samarbejde omkring bogudgivelserne, som jeg var redaktør af. Han stod for grafisk tilrettelæggelse, sats og produktion af Tenga Rinpoches bog: ”Bardo og Befrielse”, Karmapa Tryk 1998, og ”At vække den sovende buddha” af Tai Situpa 2005. Det hele som en ofring uden honorar.
Jeg besøgte Martin en del gange i hans lejlighed på Nørrebro, hvor vi arbejdede, og vi gik nogle gode lange ture i Dyrehaven og havde nogle fine og dybe samtaler. Han havde nogle psykiske lidelser, og jeg besøgte ham nogle gange på Bispebjerg hospital. Han havde et åbent og følsomt sind, men han følte sig ofte forfulgt og overvåget.
Han forærede mig nogle af sine bladudgivelser af ”Øverste kirurgiske – poetisk hjernevinding” 1997, og jeg gengiver noget her, idet hans poesi var meget buddhistisk inspireret.
Mit liv er enkelt
Mit liv er enkelt, jeg har kun det jeg skjuler.
Min opmærksomhed er flagrende og gennemsigtig.
Jeg hører aldrig sætningerne til ende.
Jeg har en del venner, som jeg ikke ved noget om.
Når jeg siger noget, får jeg tilbage med samme mønt.
Jeg elsker tanken om at elske, men jeg ved ikke hvordan man gør.
Jeg tør ikke sige om hun er forelsket i mig,
og jeg vil ikke sige, at jeg elsker hende.
En dag blev jeg eftersøgt i lufthavnen,
men jeg kunne ikke tro, nogen kunne hedde sådan.
Omgivet af lys.
Jeg sidder her omgivet af lys
I et rum i et hus
Mens træerne gror
I en by fuld af by
Da jeg forstår at jeg er vågen
i en sætning der drømmer.
Martin havde mange evner, og det var først senere at jeg fik at vide, at han var en rigtig dygtig trommeslager, men han kom jo også fra kendte og dygtige forældre, Vinding og Lasse Budtz.
Jeg var desværre i Tjekkiet, da Martin døde, så jeg kunne ikke deltage i bisættelsen, der foregik den 2. oktober på Rigshospitalets store kapel. Ani Ea ville deltog, og det er godt, at hun har den hurtige forbindelse til H.H. Karmapa og vore høje Lamaer, som beder for Martin. Ani Ea har også efterfølgende været i kontakt med forældrene og mødes med dem i Urnehallen for at vælge plads til hans urne og lave bønner derude.
Det gjorde et stort indtryk på mig med hans tidlige bortgang, og jeg vil mindes de mange gode stunder, vi har tilbragt sammen. Det er Martin på billedet bagved til venstre for Tenga Rinpoche sammen med bestyrelsen for Karmapa Trust i Vesterbrogade.
Ære være hans minde.
Meget meget smukt skrevet Ole - tro at alle der kendte eller har haft med Martin at gøre vil kunne genkende dine minde ord om et kærligt og særegne fint meneske.
SvarSletÆre være hans minde.
Brian Z
PS: stor tak til Ea og dig for jeres omsorg.
_______________________