1. Uden at kende Rinpoche, betalte jeg hans billet til Danmark for at komme under lægebehandling for hans fod, fordi centeret på Svanemøllevej (hvor jeg var i bestyrelsen) ikke havde penge. Han boede på centeret i 3 mdr. sidst i 70'erne og underviste i Dharma, thormaer, mandalategning af Dorje Sempa, og Djar Ling (obo), og vi spillede sammen til en 2x2 dages Njungnæ uden at spise og drikke på 2. dagen, så det var hårdt at spille med tør mund. Senere fik jeg undervisning sammen med Kim Menzer.
Hans Hellighed Karmapa Urgyen Dorje sammen med Tenga Rinpoche
2. Kirsten faldt i Sankt Hans bålet under sommerkurset i Rødby centeret. Jeg var på hospitalet i Nakskov med hende og skyllede med koldt vand hendes 3. grads forbrændinger på ryg og skulder. De ville indlægge hende, men Kirsten ville ned til Tenga Rinpoche igen, og hver dag pustede han på sårene med velsignet vand, og smerterne forsvandt. Ved eftersynet 14 dage senere på Rigshospitalet, kaldte lægen de andre læger til, og sagde, at der var sket et mirakel. Huden var meget flot, og hun slap for at skulle have transplateret hud fra andre steder af kroppen, og senere kunne man kun se det ved, at huden er en smule lysere, når hun er brun. Det gav hende stor tillid til Rinpoche.
3. Rinpoche instruerede i at bygge den store Stupa i Rødbycenteret, karma Tjø Phel Ling, hvor jeg havde brugt de sidste penge af min arv for at købe centeret. Jeg fulgte processen meget nøje og lavede en smalfilm om det, og en fuldmåneaften forklarede Rinpoche mig om betydningen af de forskellige trin.
Senere så jeg i en drøm, en Stupa stående i vores have, og jeg spurgte Tenga Rinpoche, om jeg måtte bygge en sådan Stupa på det sted, og han svarede ja, hvis vi ejede grunden. Bygningen tog et år, og næste gang Rinpoche kom på besøg, lavede han den lange indvielse og fyldte stupaen op med de rituelle ting, bl.a. 108 thormaer med velsignede riskorn o.s.v. Han påpegede i øvrigt, at den nederste firkant var lidt for lav.
4. Da jeg næste gang havde en drøm om en mindre Stupa ved min retreat hytte på Askø, som jeg selv havde bygget, havde jeg først lavet et 1 meter højt fundament, og i forbindelse med at jeg spurgte om jeg måtte bygge denne Stupa, sagde han ja, men der skulle være et højt fundament.
5. Jeg startede med at blive valgt som formand for Karmapa Trust på den stiftende generalforsamling i februar 1993 (20 års jubilæum i år) og når Tenga Rinpoche kom på besøg i Danmark, boede han normalt hos os i Badensgade med sit store følge, og han gav kurser på min skole, Den Classenske Legatskole. Her gav han på min opfordring også belæringer for børn, og det var jeg meget glad for.
Vi var lidt bange for de mange trapper i vores hus, især de indvendige, men Rinpoche sagde, at det var ligesom i Tibet, og han følte sig altid hjemme, når han boede hos os. Da Tenga Rinpoche havde fyldt den store Tara statue og lavet ceremonierne i huset, sagde han, at nu skulle vi betale husleje til Tara, og grinede.
Stupaen i haven
6. Af Tenga Rinpoche fik jeg i 10 år særlige belæringer med en lille gruppe hvert år i på sommerkurset i Belgien, og det betyder meget for mig, selvom jeg ikke har realiseret instrukserne. Rinpoche kæmpede med sukkersyge og de hårde følger, der gik ud over øjnene og amputation af benet og fingre. Han var et lysende eksempel på at klare modgang og smerter, og hans elever elskede ham højt for hans hjertevarme og medfølelse.
Tenga Rinpoche kommer på besøg i Badensgade.
7. Om særlig vigtige ting fik jeg besked i drømme fra Tenga Rinpoche, f.eks. at jeg deltog i den store Kalachackra indvielse i Polen.
Jeg taler normalt ikke om mine klarsyns-drømme, men jeg drømte således også om, at Rinpoche skulle dø, og jeg blev meget ked af, at jeg ikke nåede at besøge ham i Kathmandu. Han var ikke død på det tidspunkt, og jeg bestilte straks billetter, men først lige efter påske. Desværre gik det som i drømmen, at Rinpoche var død da jeg ankom; men det var godt at kunne deltage i ceremonier og bønner.
Jeg vil ikke sammenligne Tenga Rinpoche med mine forældre; men en gang sagde Rinpoche til mig: ”I never forget you”! Jeg følte, at ikke kun var for dette liv, og sådan vil jeg også sige det.
Dette være sagt i dyb taknemmelighed til min Lama og meditationslærer i forbindelse med ønskebønner om at han vil gå ud af buddhatilstanden og lade sig inkarnere blandt os.
Det sidste farvel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar