Anette Rask Petersen

Født: 20. oktober 1939
Død: 17. september 2009

Anette døde af kræft efter et længere forløb, hvor hun var rimelig frisk, men de sidste 2 uger gik det meget hurtigt.
Anette kom flittigt i centeret og deltog i praksis og studieforløb, og hvert år tog hun til sin lærer, Tenga Rinpoches forårskursus i Kathmandu.

Buddhistisk Bisættelse
Fredag, den 25. sept. Kl. 14 blev der holdt buddhistisk bisættelse for Anette i Søndre Kapel på Bispebjerg Kirkegård, som hun selv havde ønsket det. Da hun var enlig, var det hendes søster, Marianne, der også er buddhist, der arrangerede bisættelsen m.m., og den blev ledet af Lama Ani Ea og Lama Dorji. Marianne havde været glad for at benytte det lille hefte ”Buddhistisk bisættelse” som hun havde fået i centeret, og hun var glad for at så mange buddhister , der kendte Anette, var mødt op og deltaget i ceremonien. Flere familiemedlemmer udtrykte bagefter, at det var en fredfyldt og enkel bisættelse.

En Øpagme/Amitabha buddhafigur var anbragt på en katak på kisten over Anettes hoved. Ceremonien indledtes med en kort introduktion om, at det kun er kroppen der dør, og at vi ikke er adskilte, og derefter Dorje Sempa renselsespraksis med anvendelse af dorje og klokke. Dernæst Tilflugt og den korte Tjenrezig meditation, som var blevet trykt af Bispebjerg bedemandsforretning med danske undertekster, således at familien og venner kunne følge med i, hvad der sker. Under mantrarecitationen lød pludselig snorken, og jeg troede, at det var en ældre dame og at ceremonien måske var for lang, men det viste sig at være en ca. 5 årig pige, der slappede af ved den beroligende effekt. Der var lejlighed til at sige noget om Anette og dernæst stilhed og Dewatjen-bønnen og Øpagme-mantra, og Lama gik rundt om kisten og kastede velsignede ris på den.

Gennem mange år, har Ani Ea undersøgt og forespurgt Tenga Rinpoche og andre Rinpocheer vedrørende ritualet, og i vores vestlige sammenhænge er det endt med denne forholdsvis korte ceremoni på ca. en halv time af hensyn til familie og ikke-buddhister, i stedet for den lange traditionelle tibetanske ceremoni, som bliver reciteret, og man ikke kan deltage i. Denne længere ceremoni kan f.eks. udføres ved ligbrændingen. Det blev nævnt, at H.H. Karmapa, Tenga Rinpoche havde bedt for Anette, Khandro Rinpoche og hele hendes kloster havde bedt og lavet Dorje Sempa, samt at Lamaer og munke i Pullahari-klosteret i Kathmandu lavede bønner hver dag i 49 dage. I centeret bliver der bedt på 7. Og 21. dagen.

Bagefter blev vi inviteret med hjem til Marianne på Christianshavn til en dejlig anretning. Mariannes mand, Berthel indledte med nogle velvalgte ord om Anettes liv: Selvom det kun er kroppen der dør, så føler vi alligevel savnet ved at have mistet Anette og hendes gode humør, og hun havde for familien virket som en rollemodel med sin livsstil og store rejseaktivitet. De havde også rejst en del sammen, bl.a. for et par år siden i Laos og Cambodia m.m.

Anette havde arbejdet som sygeplejerske, og hendes store interesse udover buddhismen, var at studere og undersøge geologiske forekomster i hele verden. Hun rejste ofte syv gange om året og kendte de fleste geologiske museer i verden. Hvis hun havde været interesseret i det, kunne hun have taget en doktorgrad i emnet! Hendes store sirligt ordnede og registrerede samling af sten og fossiler vejede så meget i hendes lille lejlighed, at hun var bekymret for, om gulvet kunne holde. Store dele af de mange sjældne fund i samlingen skulle gå til Geologisk Selskab i København og i Jylland.

Det er en stor glæde for mig, at høre om vennernes særlige kvaliteter, og jeg er taknemmelig for at være med til at mindes Anette sammen med familien. Søsterbørnene skulle hver have en Buddha-figur og Anette havde også bestemt, at mange af hendes buddhistiske ting skulle doneres til centeret. Marianne tilbød mig en lille slidt bedekrans, som Anette havde fortalt, at hun havde fået af mig, da hun skulle lave glidefald, men hun blev glad, da jeg foreslog, at hun selv kunne beholde den.
Anette ønskede at blive begravet i ”De ukendtes grav” på Ordrup kirkegård, som hun holdt meget. Hun boede lige i nærheden og havde ofte færdes der.
Når vi ses til meditationsaftener og kurser, er det ikke så tit, at man fortæller om sig selv, så derfor var det berigende at samles bagefter og høre om samt opfriske gamle minder.

Med Anettes gode og spændende liv må vi håbe, at alle ønskebønnerne går i opfyldelse.

Ole Nordstrøm